Skolens Målsætning
Eleven i centrum
Eleverne skal lære at respektere sig selv og hinanden, således at alle er trygge, glade og trives.
Skolen og skolebestyrelsen skal sikre, at eleverne lærer at tage ansvar og at udøve indflydelse. De skal lære metoder til konfliktløsning, således at de bliver rustet til samarbejde i skolen og senere til at møde verdenen udenfor skolen.
Gennem stimulering af elevernes fantasi og evner skal skolen udvikle den enkeltes selvtillid og lyst til fortsat at lære.

Skolen som arbejdsplads
Skolen skal på enhver måde være en arbejdsplads, der fremmer et positivt, loyalt og engageret samarbejde.
Dette åbner mulighed for en dynamisk og tidssvarende faglig og personlig udvikling.

Skole/hjemsamarbejde
Formålet med skole/hjemsamarbejdet er at skabe positiv dialog mellem skolens praksis og forældrenes forventninger til skolens rolle. Herunder at medvirke til, at der er overensstemmelse mellem forældregruppens forventninger og skolens tilbud, samt at give mulighed for at forældrene får kvalificeret indsigt i det enkelte barns skolemæssige udvikling.

Skolen som samlingssted:
Skolen skal give mulighed for andre aktiviteter, som involverer skole, forældre og børn i fælles oplevelser.  

Skolebestyrelsen som organisation:
Skolebestyrelsen skal bygge bro mellem skolen, skolens ledelse og forældregruppen. Skolebestyrelsen skal medvirke til at skolen udvikler sig i takt med forældrenes ønsker og det omkringliggende samfunds krav til eleverne og skolen som institution.
Skolebestyrelsen skal medvirke til at skabe debat i forældregruppen om emner, som konkret indvirker på det enkelte barns skoleforhold. Udgangspunktet bør være den enkelte elevs nære skolesituation, klassen, årgangen osv.

Skolefritidsordningen
Skolefritidsordningen er et væsentligt led i skolens tilbud til forældre og elever. Skole/hjemsamarbejdet skal tilstræbe, at der er overensstemmelse mellem skolefritidsordningens tilbud, det enkelte barns udviklingsmuligheder og forældrenes behov og ønsker.  

Kundskaber
Skolens undervisning skal give den enkelte elev mulighed at opnå et højt niveau af færdigheder og kundskaber.
Skolen skal medvirke til at skabe traditioner også på tværs af klasserne. Således bliver traditionerne til den kultur, der kendetegner Hadsund skole.

Ledelsens rolle
For at styrke skolens udvikling til gavn for eleverne, skal ledelsen sammen med skolebestyrelse og lærere etablere et åbent samarbejde med hjemmene, så miljø og trivsel prioriteres højt. Alt mundende ud i at eleverne tilegner sig så mange kundskaber – faglig og socialt, som deres evner rækker til.

Skolens fysiske udvikling
Skolens bygninger skal have en indretning, der opfyldninger de krav, der stilles til et godt lære- og værested for alle brugere. Der tænkes her på bygninger, materialer og pædagogisk miljø m.m.  

Det daglige arbejde
Det daglige kvalificerede faglige arbejde i klasser og grupper med aktiv læring og dannelse er skolens vigtigste opgave og skal til stadighed vægtes højest. Det er ledelsens og de bevilgende myndigheders opgave at sikre optimale betingelser for dette fundamentale arbejde og samtidig give mulighed for udvikling og nytænkning i takt med intentionerne i folkeskoleloven. Det er vigtigt at de indsatsområder, der peges på, bliver fulgt op, og at de indhøstede erfaringer eller resultater formidles til medarbejderstaben, for at højne den pædagogiske debat.
Det er samtidig vigtigt, at de projekter, der igangsættes, vil kunne lade sig realisere.